
Rejsevirksomheden Apollo ønskede at drøfte et opkøb af Ving flere uger før det britiske rejseselskab Thomas Cooks konkurs – men fik ikke muligheden, ifølge Apollos administrerende direktør Leif Vase Larsen.
- Vi fik afslag på at komme ind i processen. Det var trist, at selskaberne blev erklæret konkurs, da vi måske kunne have købt Ving på en anden måde uden lige så store tab for staten, kunder eller andre, siger han til Svenska Dagbladet.
Ifølge Apollo var argumentet for afvisningen, at der var hastværk, og at man ikke ville risikere, at handlen skulle blive prøvet efter EU's konkurrencelovgivning.
Den norske hotellmagnat Petter Stordalen købte Ving sammen med kapitalfondene Altor og TDR Capital. Handlen blev afsluttet i slutningen af oktober.
Kilde: TT







