Fængslende tv-serier og film, spændende popbands, verdensberømt hudpleje – og senest en nobelpris i litteratur. Sydkoreansk kultur er stærkere end nogensinde. Det gør også Sydkorea til et af de allervarmeste rejsemål lige nu.
Hver sæson i Sydkorea har sine unikke oplevelser, fra kirsebærblomstringen om foråret til vintersport i snedækkede landskaber i vintermånederne – og med spændende festivaler imellem. Metropolerne Seoul og Busan byder naturligvis på oplevelser uanset årstid. Nyskabende mode, moderne arkitektur og innovativ teknologi blandes med gamle templer, markeder og traditionelle kvarterer, der har fået nyt liv med restauranter, butikker og gallerier.
Sydkorea har noget for enhver – året rundt.
Vinter Skiløb, solopgange – og kameliaer

Sydkorea er velsignet med bjerge og dybe dale og tilbyder dermed fantastisk skiløb – og magisk smukke vinterudsigter.
Pyeongchang er berømt for at have været vært for vinter-OL og er populær blandt både ski- og snowboardentusiaster. Hvis du befinder dig i Seoul og ønsker en endagsudflugt, er Elysian Gangchon Ski Resort perfekt, da det kun ligger en time fra Seoul med metro. Seoul-regionen og Gangwon-provinsen regnes i øvrigt til de mest snesikre steder.

Hvis vintersport ikke er noget for dig, kan du besøge en af Sydkoreas mange varme kilder og spaer. Et dyp i det mineralrige vand både varmer og får stressen til at smelte bort på ingen tid.
Sydkoreas vintersæson er også fyldt med lys. I december pyntes byerne med farverige lys, og når året nærmer sig sin afslutning, samles folk på festivalpladser over hele landet for at byde årets første solopgang velkommen.
Glem heller ikke, at vinteren er kameliaens årstid i Sydkorea. De bedste steder at nyde de smukke blomster er langs sydkysten og på Jeju Island.
Forår – når kirsebærblomsterne blomstrer

I Sydkorea er det aldrig langt til den næste smukke naturoplevelse. Og det er ekstra smukt, når kirsebærtræerne blomstrer om foråret. Vejret er også mildt og behageligt og som skabt til energigivende vandreture efter en lang vinter.
Vulkanøen Jeju Island er særligt kendt for sine fantastiske blomstrende kirsebærtræer og maleriske landskaber. Her fejres ”Jeju Cherry Blossom Festival" hvert år for at fejre skønheden i øens kirsebærblomster. Jeju beskrives ofte som Koreas Hawaii, og er udnævnt til et af verdens naturlige vidundere. Både brudepar og naturelskere tiltrækkes af øen. Når du er her, skal du prøve en af øens delikatesser, heukdwaeji, svinekød fra øens sorte grise.

Hele Sydkorea byder på magiske vandreture med spændende seværdigheder som bonus. I Mudeungsan nationalpark ligger det historiske Jeungsimsa-tempel, og på Namsan-bjerget i det centrale Seoul finder du templer og Buddha-statuer. Besøg også Andong, Sydkoreas ældste bevarede landsby, og den historiske by Gyeongju, som er på UNESCOs verdensarvsliste.
Sommer – byliv, strandhygge og festivaler

Havnebyen Busan på sydkysten er lige så spændende at besøge som Seoul. Her ligger også en af landets mest berømte strande: Haeundae Beach. Den lange, bueformede sandstrand strækker sig mellem havet og byens høje bygninger. Mod øst kan man se Dalmaji Hills skove. Hvis muligt, er stranden endnu mere spektakulær, når solen går ned. Tag gerne Busan Sky Capsule, der løber to kilometer langs kysten, og nyd udsigten. Og besøg Jagalchi Fish Market, som er et af Sydkoreas største fiske- og skaldjursmarkeder.
Vil du kombinere dovne dage på stranden med vandreture i smukke landskaber, skal du tage til byen Sokcho. Her finder du den populære Sokcho Strand, og den smukke Seoraksan Nationalpark ligger lige i nærheden.

Du fuldender naturligvis dit sommerophold med et besøg på en af sommerens mange festivaler: Busan Food Film Festa er en unik festival dedikeret til film og mad. Kyllinge- og ølfestivalen må du absolut ikke gå glip af... I Korea elsker man ”chimac”, en kombination af stegt kylling og øl. Det bedste sted at nyde denne kombination er byen Daegu, som er centrum for netop ”chimac”-kulturen og vært for Chimac-festivalen. Hvis du er til fyrværkeri, kan du besøge Busan Fireworks Festival på Gwangalli Beach i Busan.
Efterår – farverige oplevelser

Mange mener, at efteråret er den smukkeste årstid i Sydkorea, når bladene skifter farve, og bjergene glimter i gyldne og røde toner, og luften er sprødt klar. Nationalparkerne er som skabt til at udforske om efteråret: bjergene, søerne, vandfaldene, bække...
Uhwajeong Pavillon i Naejangsan Nationalpark er et særligt smukt sted at besøge om efteråret: Pavillonens blå tegltag og de farverige blade, der spejler sig i den nærliggende dam, minder om et maleri og brænder sig fast på nethinden. Løvtræernes storslåede farvespil i Seoraksan Nationalpark er en anden hovedattraktion (her er der også mange vandrestier langs bjergsiden). Selv Seoul indhylses i efterårets forskellige farver, så nyd en picnic under et tag af røde lønneblade i eftermiddagssolen.

Efteråret er desuden en perfekt tid at rejse rundt i landet – måske for at deltage i en af efterårets mange spændende festivaler. For den, der vil forstå mere af landets kultur, er Andong Mask Dance Festival et sikkert tip.
Klimakoll!
Sydkoreas klima er præget af fire tydelige årstider. Forår og efterår byder på klart og mildt vejr, sommeren er varm og fugtig, og vinteren har kolde og tørre klimaegenskaber.
Vinter: December – februar. Skiløb og varme kilder.
Forår: marts-maj. Vandring blandt kirsebærblomster.
Sommer: Juni – august. Festivaler og strandhygge.
Efterår: September – november. Nyd kølige temperaturer og smukke efterårsfarver i skov og på marker.
Mere information om Sydkorea her: www.visitkorea.or.kr







